For mere end 100år siden var der en gruppe innovative og visionære dansk-amerikanere, som samlede penge sammen og købte et lille stykke Danmark.
Dette område blev fredet som landets første National Park og siden 1912 er der blevet afholdt 4.juli festligheder og ellers været åben for alle til gode gåture.
Stedet er Rebild Bakker!
På en torsdag med sol og vind tog familien og jeg afsted på tur til dette bakkeland. Med min søn forrest besteg vi den ene top efter den anden. Undervejs havde vi små pauser til at nyde udsigten (og få vejret…min søn og mine forældre er i langt bedre kondition end Brodøsen 😳) samt smage på blåsorte bær, der gror lystigt side om side med lyngen.
HVILKEN UDSIGT!!!
Det var som at være i det vilde vesten, selvom både den berygtede krybskytte Lars Kjærs og de endnu mere frygtede Røvere fra Rold nu er en saga blot, så kunne vi kun se NATUR 360 grader rundt. Kun en landsby kirke og en klynge huse var at skimte langt ude i horisonten.
I forlængelse af bakkerne ligger Rold Skov og her besteg vi endnu en top gennem tæt nåleskov, for at komme op i et udsigtstårn. Vi gik hver vores vej, for at se hvem der kom først og vandt retten til at starte på frokost kurven 🙂
Jeg faldt i staver flere gange på vejen op (og kom sidst til toppen), for når turen går gennem en stille skov med grantræer, skovsyre og bregner, så starter eventyrscenerne i mine tanker.
Solens stråler brydes mange gange for at komme helt ned i skovbunden og strålerne danner derfor de smukkeste glimt og lys, til tider ligner det prismer, der funkler overalt. Der er mørkt og lyst på samme tid og helt stille. Jeg kigger mig betaget omkring og forventer nærmest at Frodo kommer ridende med sit følge af Hobitter, Dværge og Elverfolk….
Dagens Sommerpostkort er med inspiration af den fortryllende skov lige midt i Rold. Det er det grønne bregneblad omgivet af funklende solstråler…lad eventyret begynde…
Bregnen er syet med Fjersyning, på videoen i Linket nedenunder viser jeg, hvordan du syr med denne teknik…
https://www.facebook.com/klassiskkreativtbroderi.dk/videos/1435739286492981/
Har du blod på tanden efter meget mere broderi, så kan du købe 15 af mine favorit broderi teknikker her og få undervisning direkte hjemme i din stue:
https://klassiskkreativtbroderi.lpages.co/de-forbudte-stin…/
Rigtig god fornøjelse ✨✨